Nu kommer min beskrivelse af min depression. Jeg prøver at fortælle det hele, men hvis det ikke er fyldestgørende nok så stil endelig spørgsmål. Det er du dog altid velkommen til, også selvom tingene er fyldestgørende.
Hvorfor fik jeg den:
Jeg har altid fået at vide, at jeg er en glad, social, udadvendt og rar pige. Det er vel nu egentlig også meget fint. Men der er forskellig ting, som påvirker dig til at være, den du er. Jeg er blevet påvirket af mange ting, men en af dem var, da jeg mistede min storebror som 5 årig til kræft. Uden at det var mine forældres vilje, så blev jeg sat lidt til siden, for han var jo dødsyg. Min søster og jeg blev jo naturligt nedprioriteret, dette forstår jeg godt, men dette forstår en på 5 ikke ligefrem. Dette var en af grundene til, at jeg altid har sat andre før mig. Jeg har jo været vant til, at det var ham der fik opmærksomheden, for han behøvede den primært. Jeg er dog også blevet opdraget til at tage mig af andre og i nogle tilfælde fremfor mig selv. Det sørgede for at i mit hoved, så var alle andre mere værd end mig. Okay, det vil jo så sige 1, jeg nedprioriterede mig selv 2. Jeg havde Dårlig selvtillid, fordi jeg nu fokuserede på fordelene ved alle andre, men så fejlene ved mig selv. Jeg prioriterede at hjælpe andre fremfor mig selv. Jeg fokuserede ikke på, at det påvirkede mig, at jeg aldrig lagde vægt på mig selv. Jeg fokuserede på at tilgodese andre, og jeg prøvede at passe ind på min egen bekostning. Jeg har altid lagt i midten socialt, men jeg har ofte tænkte, at det altid var folk, der fravalgte mig, fordi jeg var uduelig. Jeg overvejede ikke, at jeg egentlig også fravalgte dem. Jeg har altid været hård ved mig selv, for jeg har skullet leve op til de idealer, jeg opsatte. Jeg sultede mig selv i 8. klasse, fordi jeg altid har været træt af at være for stor. Jeg troede, at lykken kom gennem idealudseendet. Da jeg kom på efterskole 1 år, så fortsatte mit, jeg skal hjælpe alle andre, det er lige meget med mig selv. Nu havde jeg pludselig ingen break, folk var der hele tiden. Jeg kom okay langt ned, men jeg følte mig primært bare alene. Jeg tog facader op overfor folk, nogle få måtte se under den, men flertallet så den smilende pige. 2 år på efterskole gik godt, og jeg havde pludselig en gruppe, hvor jeg passede ind som mig, og hvor det betød noget, at jeg var der. Jeg følte mig pludselig betydningsfuld, jeg overvejede ikke, hvordan jeg skulle være god nok, for det var jeg bare. Så kom 1.G., jeg regnede med, at det ville blive en dans på roser efter efterskoler, det blev det måske også, men der var mange torne på roserne. I min klasse begyndte man hurtigt at bagtale hinanden. Jeg følte, jeg skulle leve op til dem, og jeg tænkte også, at de bagtalte mig. Jeg følte mig hele tiden udsat (det skal så lige nævnes, at min klasse er god nu, og der er intet der). Det kræver meget af ens selvtillid at klare det. Udover det, så ville jeg jo gerne have gode karakterer. Det resulterede i at efter jul 2013, så var min depression i gang, men jeg havde ikke set den endnu.
Hvordan havde jeg det?og hvad tænkte jeg? Hvad skete der?
I foråret 2014 begyndte jeg at få tanker om at skære i mig selv og tage mit eget liv. Det var skræmmende for mig. Jeg fik dem, når jeg var alene, i skole, og når jeg var til arrangementer med gode venner. Jeg prøvede at få dem afledt ved at tegne træer på mit håndled, og jeg tænkte tanker om
at tage gaffatape om håndleddet ( med plads til luft, så hånden kunne ånde), det hele for at aflede
tankerne. Jeg tænkte, at jeg var ubetydelig, og at der ikke var nogen, der ville savne mig. Jeg skar aldrig i mig selv, og jeg har aldrig prøvet at begå selvmord. Det der stoppede mig, det var tanken om at påføre min familie den smerte. Jeg havde ofte mest lyst til at sove, grave mig indunder dynen og se film eller grave mig ned i et stort sort hul. Jeg ville ikke noget, og jeg ville ikke nogen. Jeg var ofte meget smadret, og min familie oplevede en kortere lunte fra min side. Okay, jeg rummede alt dette, men jeg forstod det ikke.... Min mor havde mærket, at der var noget, og jeg havde aftalt med hende, at jeg skulle snakke med studievejlederen. Fra da af, så begyndte jeg at dele alt med min mor, og jeg prøvede også at dele det med min far. Jeg fandt ud af, at det er hårdere for dem ikke at få at vide, hvad der påvirker dem end at få det at vide. Når de ved det, så kan de konkret handle på det, og dette kan de ikke i samme grad, når de intet ved. Men det er svært at sige til dem der elsker dig, at du føler verden ville være bedre uden dig. Inden jeg snakkede med studievejlederen, så havde jeg karaktersamtaler med en af mine lære. Jeg var skuffet over mig selv, jeg var så tæt på at bryde sammen overfor ham, men jeg gjorde det ikke. Mine piger i klasse kunne se, at der var noget galt, men jeg benægtede det.Jeg ville være stærk, og ingen måtte se mig svag, for var jeg svag, så kunne jeg ikke bære andre. Jeg brød sammen kort efter overfor en klassekammerat( som nu er en rigtig god veninde). Denne sang beskrev ret godt, hvordan jeg havde det med mig selv : https://www.youtube.com/watch?v=SyqUwYv6kDk , jeg var ikke stærk nok til at passe mig selv. Jeg kunne ikke klare presset mere. Jeg kom derefter ind til studievejlederen, som også var psykolog, og vi begyndte ofte at have aftaler. Hun gav mig udfordringer som eks. At finde positive ting ved mig selv, som andre ikke havde sagt til mig. Det var en forfærdelig opgave, jeg altid har hadet, for jeg har altid kun kunne sige udadvendt, smilende også er jeg gået i stå. Hun udfordrede mig, og hun hjalp mig godt på vej. Hun tog mig seriøst. Hun sendte mig så videre til skolepsykologen, som mødte mig en gang, også blev jeg henvist til en psykolog. Jeg var ikke glad for den ene gang ved skolepsykologen, fordi jeg følte, at hun prøvede at sætte mig i en kasse, og det kunne jeg ikke lide. Hun sendte mig så ud til Søren i Kolding.
Nu begyndte jeg reelt til psykolog. Jeg var nervøs. men jeg glædede mig til at få kompetent hjælp på fast basis. Først gang jeg var ved ham, så begyndte han at joke med mig, det sørgede for, at jeg følte mig hjemme. Det der gjorde det største indtryk på for mig den første gang, det var, at han sagde: det er da en spændende udfordring, vi har foran os. Jeg var pludselig ikke et problem, jeg var ikke en belastning, jeg var noget spændende. Bare de ord gjorde noget. Jeg kunne slappe lidt mere af. Jeg fik min diagnose af lægen lettere til moderat depression. Den første uge blev jeg næsten mere deprimeret over diagnosen. Det var en meget hård uge, men derefter blev det en befrielse. Jeg var ikke for svag til at bære disse problemer, og jeg var ikke selv skyld i dem. Det gav mig en indre ro. Jeg kunne pludselig give mig selv lov til at sige fra til ting, fordi jeg ikke orkede. Jeg snakkede meget med Søren om at være en belastning overfor andre og det at være egoistisk. Disse to ting var det, jeg var mest bange for at være. Jeg tænkte så meget på andre, at jeg glemte mig selv. Oven i de to, så havde jeg et totalt smadret selvværd. Jeg vidste inderest inde godt, at jeg kunne noget, men jeg vidste det ikke umiddelbart. Jeg prøvede jo at tilrettelægge mig til folk, så de kunne lide mig, for når jeg ikke kun lide mig, hvem skulle så. Jeg var så vant til at finde fejlene hos mig selv, at jeg ikke kunne se kompetencerne og evnerne. Jeg kom hos Søren 1 gang om måneden fra August til Juni. Jeg vil så sige, det er ikke gået fremad hele tiden, jeg har været nede i nogle mini nedture og omkring jul, så var jeg fuldstændig død (jeg kunne ikke mere psykisk). Jeg troede, at mine venner ville droppe mig, når de virkelig så, hvem jeg var. Jeg havde hele mit liv været vant til at finde fejl ved mig selv, hvordan kunne de så se evner? Jeg forventede, de en dag ville se alt det, som jeg så også smutte. Jeg forventede mine nære ville svigte mig. Det er ufattelig hårdt at tænke. Jeg ved godt, at realiteten ikke var sådan, men det så jeg ikke der. Jeg følte, at grunden til, at jeg ikke havde en kæreste som alle andre, det var fordi jeg ikke var god nok. Dette ændrede sig. Jeg så, at jeg også selv havde holdt det væk, jeg kunne ikke rumme det. Jeg havde så mange problemer med mig selv, der var jo ikke plads i mit liv til en mere.Jeg havde også på den front set det som lykken at have en kæreste, men hvad med alle problemerne i det. Jeg troede, fordi jeg selv ikke så min værdig, at næsten enhver, som ville mig var idealet. Jeg så ikke, at du godt må forvente mere. Det vigtigste er, at du er dig selv, du skal ikke gå på kompromis med det helt basale af dig for at passe ind. Du er helt unik, som du er, kan den fyr/den pige eller de venner ikke se det så lad dem gå, de er ikke det værd. Jeg begyndte at kunne se mine evner, det som jeg er godt til. Jeg er måske ikke den bedste, men jeg er A okay, som jeg er. Jeg begyndte at stå ved mig selv. Fra jul til Juni var dog ikke let. Jeg havde det bedre, men hver måned startede med et problem, som skulle løses, så fik jeg håndteret det, også snakkede jeg med Søren. Sådan stod det til hver måned, i starten af hver måned ønskede jeg Sørens hjælp, men jeg havde fundet min løsning inden, vi sås igen. Jeg nød, at jeg kunne fortælle ham alt. Han dømte mig ikke, og oveni, så hjalp han mig. Han blev i den periode min bedsteven, hvor jeg ingen hensyn skulle tage. Det var en befrielse. Det kræver noget at være sig selv, men det kræver mere energi at skulle tilpasse sig. Jeg fandt ud af, hvem jeg er. Jeg vil hellere have rigtige venner, som elsker mig for den jeg er, end falske som smutter, når de ikke har brug for mig mere. Så ja nu er jeg mig, med alt hvad det indebærer, men jeg er stolt over at være mig. Jeg ville ikke være det sidste 1½ år foruden, for jeg tør at være mig nu. Jeg er dog ikke færdig endnu, og jeg skal nok lære en masse hen af vejen, men det at der ikke er en diagnose over mit hoved mere, det er en lettelse.
Udover det, så viser det, at du kommer gennem en depression, at du er sygt stærk. Så bliv ved lille stjerne, du er en rigtig viking. Jeg tror på, at der er en grund til, at vi får en nu dag at leve i. Jeg kan så fortælle dig lille stjerne, at du er mit idol, du er grunden til, at jeg står op, så overvejer du selvmord eller andet, så husk, det betyder noget for mig, at du står op hver dag. Hvis du ikke synes, du gør noget stort, så kan jeg fortælle dig, du trækker vejret hver dag, og det er stort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar